PureGreen Blog

Passwords og nørdet IT-velvære? – Hov vent, hvad snakker du om?

IT-velvære

IT-velvære

Af gæsteblogger Mia Mønsted

Hvor mange passwords skal du huske i dagligdagen? Jeg skal nok huske en 10 stykker, eller rettere sagt; jeg skulle. Nu skal jeg kun huske på ét.

I min travle og til tider stressede hverdag hvor laptoppen er total uundværlig, er det svært at huske alle koder og brugernavne. Alt foregår online; arbejde, sociale medier, banken, skolen, lægen, dba, mail og jeg kan blive ved. Alle sider skal have et stærkt password som er svært at bryde. Men hvordan pokker husker man alle disse brugernavne og passwords hele tiden uden at have en seddel med dem alle på i pungen eller på opslagstavlen?

Det er dog langt mere sikkert at have dine password skrevet på et stykke papir end at genbruge dem på flere websider. Årsagen til det er, og nu bliver det lidt teknisk, at alle websider du logger ind på, uanset om det er Netflix, Forældreintra, Paypal eller din bank, gemmer dine og alle andre brugeres brugernavne og passwords i en database. Selvom alle passwords er krypterede og ikke umiddelbart kan læses, så kan en hacker der har haft held til at bryde ind og stjæle den database alligevel i ro og mag ”knække” simple passwords. For tiden er flyder medierne over med skrækhistorier, om hvordan folk får stjålet deres identitet på nettet, deres Facebookprofiler bliver hacket eller deres bankkonto ribbet for penge, f.eks havde LinkedIn indbrud og fik stjålet, hold nu fast, 164 millioner brugeres oplysninger.

Det er langt nemmere at kække et password som ”lillepigen2008” end ”*@HUH#PQw8^EGgUg” men det er jo selvfølgelig aldeles umuligt at huske. Det er der en password-husker kommer ind i billedet.

Mit digitale liv er blevet nemmere.

Min mand foreslog mig for et par måneder siden at tage skridtet og stole på en passwordhusker. Jeg valgte Lastpass.com, men der er adskillige andre der kan præcist det samme. Det fungerer ligesom en bankboks, hvor har du kan gemme alle dine brugernavne og passwords til alle de websider du bruger. Det smarte ved det hele er, at nu skal jeg i stedet for at huske på 15 passwords kun huske på ét; det som giver adgang til bankboksen.

Det virker perfekt både på min laptop og på min smartphone. Nu har jeg skiftet alle mine let-huskbare passwords ud med James Bond-style teknologi, puttet det hele i bankboksen, brændt alle mine gule lapper og fået min lille dårlige samvittighed ryddet at vejen. Når jeg nu for eksempel skal på Facebook, låser jeg bankboksen op og derfra åbner jeg Facebooksiden. Det er nemt og jeg kan ikke undvære det nu. Det er skønt og utroligt meget nemmere.

Jeg synes du skal prøve det – det er gratis, men hvis du vil have det på mobilen koster det lidt. En anden fordel er at hvis du og din mand har samme koder til for eksempel jeres wi-fi kan det deles nemt og sikkert via bankboksen.