PureGreen Blog

Efterårsferie og æblets dag på Fejø

Æblets dag på Fejø

Æblets dag på Fejø

Af gæsteblogger Mia Mønsted.

For mig er efterårsferien lig med hygge, god mad, lange gåture, blæst og regn. Nå ja og så lige en kop varm kakao med et lille skvæt rom i, til næsen.  På Fejø nød vi alle disse efterårsglæder. Traditionen med at fejre æblehøsten den første lørdag i efterårsferien er så hyggelig. Vi kunne ikke modstå fristelsen, så derfor pakkede vi en weekendtaske og tog den lange vej ned gennem Danmark til vores lille ferieparadis.

På Æblets dag var vi virkelig heldige med vejret. Godt nok blæste der en vældig vind fra øst, men regnen blev væk. Nede på den lille hyggelige lystbådehavn i Dybvig var der sat boder og madtelte op hele vejen rundt om havnebassinet. Musikanter spillede viser og børn løb rundt og nød de mange indtryk og
smagsprøver. Overalt var der flot pyntet med æbler og den store æblemosaik blev på behørigt vis afsløret efter taler og klapsalver. Her på havnen fik vi mulighed for at møde alle øens små fødevareproducenter. Vi smagte deres produkter og fik en snak om fremstillingen af de mange lækre ting.

Æblets dag på Fejø

Æblets dag på Fejø

Alle fødevarerne fra øen er af den lækreste kvalitet og naturligvis økologisk. Alt hvad du kan tænke dig med æbler i, fandt vi her. Der var frisklavet æbleflæsk, moster af forskellige æblesorter, cider, eddiker, gastrik og æblegløgg. Derudover var der marmelader, kager, røget fisk, spegepølser laver af lam eller oksekød. Kort sagt alt hvad hjertet kan begære.

Hjemme i sommerhuset nød vi godt af de mange specialiteter vi købte på havnen. Der var blandt andet en spegepølse, en æblemost på discovery æbler, marmelade fra marmeladedronningen og lækre jordskokker som blev til en fantastisk suppe. Vi spillede ludo og fik lavet kastanjedyr af de mange kastanjer vi fandt på en af vores gåture. Dejlig hyggetid med familien.

Lidt om hvorfor det er så fantastisk med microprodukcenter.
I denne tid, hvor vi har fået øjnene op for lokale råvarer, blev jeg så imponeret af at se Fejøs flotte udvalg. Jeg fik en snak med slagteren om hans dejlige oksespegepølse med hvidløg. Han kunne fortælle hvilken ko kødet kom fra, og hvordan den havde nydt det sprøde græs på den nederste mark ved sletteren og hvordan han havde sammensat smagene i de forskellige spegepølser. Det kan man da kun blive glad i låget af.

Får du muligheden for at opsøge lignende microproducenter som vi har, kan det varmt anbefales. Princippet fra jord til bord i dit lokale område er så godt. Jeg synes produkterne smager bedre, når man får historien om hvordan det laves, og så er det økologisk.

Æblets dag på Fejø

Æblets dag på Fejø