PureGreen Blog

Hvor sunde er nødder? Vi lytter til eksperterne

De fleste er klar over at nødder og mandler er meget sunde, men også at de indeholder meget fedt. Så hvor sunde er nødder egentlig, sådan alt i alt? Vi har samlet en lille håndfuld ekspert-udtalelser, der gerne skulle give svaret.

Per Brændgaard, Cand. Scient i human ernæring, skriver i Samvirke:

Med mindre du er allergisk over for nødder, så kan nødder være en supersund del af en varieret kost. Nødder indeholder vitaminer, mineraler, fibre og sundt fedt i koncentreret form. En passende mængde er, hvad der svarer til en lille håndfuld om dagen.

Jerk Langer, Læge, i artikel i “Ude og Hjemme”:

Læge Jerk Langer anbefaler da også, at du bruger nødder i din daglige kost. Kom nødder på havregrynene i stedet for sukker, kom dem i salater og brug dem i madlavningen. Og spis dem som sunde snacks og mellemmåltider.

Artikel i Berlingske:

Faktisk indeholder en håndfuld valnødder næsten dobbelt så mange antioxidanter som en tilsvarende stor portion mandler, pistacienødder, hasselnødder, cashewnødder, pekannødder eller jordnødder, viser en ny amerikansk undersøgelse fra University of Scranton i Pennsylvania.

Og derfor anbefaler ph.d. Joe Vinson, som står bag den nye undersøgelse, at man spiser syv valnødder om dagen. På den måde kan man mindske risikoen for kræft, hjertesygdomme og type-2 diabetes.

Artikel i Søndag.dk:

Vil du tabe dig primært om maven, så spis mandler, så klart lyder et af budskaberne fra diætisten Charlotte Hartvig, der sammen med Majbritt L. Engell, der er master i fitness og træning har skrevet bogen “Spis maven flad”.

Mandler indeholder nemlig store mængder monoumættede fedtsyrer, som siges at kunne modvirke mavefedt.