PureGreen Blog

Hjemmewellness – Opskrift på fodbadesalt

Hjemmelavet fodbadesalt

Hjemmelavet fodbadesalt

Af gæsteblogger Mia Mønsted.

Jeg sukker efter selvforkælelse, indre ro og hyggestunder, hvor jeg kan slappe af, men tiden forsvinder tit med gøremål på min ”to-do liste”. Jeg har tænkt over, hvordan jeg kan finde tid til at forkæle mig selv på en naturlig måde og stadig nå alle mine gøremål. Efter en hel dag på benene, kom svaret helt af sig selv; fodbad med efterfølgende massagge – det er hvad drømmene er lavet af i dag.

Jeg googlede lidt rundt og fandt inspirationen på nettet. Jeg har i forvejen en masse dejlige lavendler i haven så valget var helt oplagt. Jeg fik lavet et glas fodbadesalt med lavendel og fremlagde følgende plan for min mand; I stedet for tv efter af have puttet datteren, skal vi have wellness i stuen. Det var han med på, så han puttede og jeg klargjorde fodbadet. Med i planen var, at vi begge skulle nyde godt af dette tiltag.

Lavendler til fodbadesalt

Lavendler til fodbadesalt

 

Jeg fik gang i fodbadet og noget feel-good musik (jeg satte Pink Floyds Division Bell fra på, som vi holder meget af og som fungerer rigtigt godt som ambient musik). Duften af lavendel er fantastisk og det giver en dejlig afslappende fornemmelse i fødderne sammen med massaggen – og det viste sig at min mand også nød behandlingen, selvom jeg nu ikke tror han vil indrømme det overfor kammeraterne. Vi blev enige om, at vi vil prøve at lave en lignende aften igen inden alt for længe, hvor det kun er ham og mig tid. Jeg glæder mig allerede til næste gang.

For at lave denne fodsalt skal du bruge:
» 1 patentglas
» 1 pk fodsalt uden farve eller duft – eller bare almindelig groft salt
» 1 lille buket af tørrede økologiske lavendler fra haven
» Evt. 2-3 dråber lavendelolie

Kom ingredienserne i glasset og luk straks. Saltet er nu klar til brug.