PureGreen Blog

Fennikel-te – et mirakelmiddel?

Jeg troede egentlig i første omgang man drak fennikel-te fordi man godt kunne lide den gode lakrids-agtige smag. Men det er langt fra hele sandheden. Rigtig mange mennesker rundt omkring har fundet ud af at fennikel-teen har en utrolig gavnlig virkning på fordøjelsen. Hvis man googler lidt rundt finder man artikel efter artikel, i brevkasser, i blogs, og alle mulige andre steder, om hvor gode resultater folk har haft med fennikel-te. Her får du den korte, koncentrerede version: 

Fennikel-te mod hård mave

Kombinationen af baby og hård mave er rigtig træls, da det jo kan være ganske smertefuldt for barnet, og også hårdt for forældrene der kan føle sig ganske magtesløse. Mange artikler beskriver hvordan man har givet barnet fennikel-te – afkølet, naturligvis, og gerne tilsat lidt sukker for at få det til lettere at glide ned. Efter ganske kort tid hører man maven begynder at arbejde, og inden for få timer kommer der noget i bleen. Mange har også glæde af at give teen forebyggende – og hvorfor ikke, hvis barnet godt kan lide den?

Fennikel-te mod kolik

Kolik er ikke nogen konkret diagnose, men de fleste ved nok når deres barn “har det”! Også her har fennikel-te vist sin effekt – om det er luft i maven, træg mave (som nævnt ovenfor), anspændt mave eller hvad det lige præcis er, der gør det enkelte barn ked af det, har fennikel-te en gavnlig virkning. Mon ikke de fleste med et kolik-barn synes det er værd at prøve det?

Fennikel-te til ammende mødre

Mødre, der har svært ved at få amningen i gang, kan have glæde af fennikel-te. Også ammende mødre med helt små børn med maveproblemer kan nyde godt af teen. De gavnlige stoffer i teen overføres gennem modermælken til spædbarnet.

Fennikel-te mod for meget mavesyre

I flere artikler nævnes det, at folk, altså også voksne, med problemer med mavesyre-balancen, har gavn af fennikel-te. I et konkret eksempel beskrives hvordan en person der tager medicin mod for meget mavesyre, kan have stort ubehag efter indtagelse af et godt måltid mad. Efter en kop fennikel-te kommer der ro i maven igen, og velbehaget indfinder sig igen.

Hvis du har erfaringer med fennikel-te, også ud over de anvendelser vi har skrevet om her, så kommentér herunder. Vi vil meget gerne opdatere artiklen med gode erfaringer og anvendelser.

Har jeg glemt at skrive, at det faktisk smager ganske udmærket? Særligt hvis man kan lide ting med lakrids/anis-smag er det en rigtig dejlig te.

For god ordens skyld skal det nævnes, at denne artikel er ganske uvidenskabelig, og for det meste af indholdets vedkommende er en sammenfatning af andres erfaringer, beskrevet i artikler på nettet.