PureGreen Blog

Dag 7-11 i Den Store Nytårskur

Dag 7-11 i Den Store Nytårskur.

Slut på frugtdagene, hvor jeg for alvor kunne mærke, at der kom gang i udrensningen. De følgende fem dage i “Den Store Nytårskur” kaldte sundhedscoach Pernille H. Steenberg for “semi-vegetardage”. Det var egentlig ikke fordi, jeg synes frugtdagene var så hårde, bortset lige fra mavepinen på den første frugtdag, men jeg glædede mig nu alligevel til at få noget mad med lidt mere “substans” og “bid”.

Til morgen lød menuen stadig på frugt og nødder, men nu kunne jeg også supplere med frø og kerner. Mit faste morgenmåltid de fem dage, blev en frugtsalat drysset med ristede græskar- og solsikkekerner eller med hakkede nødder og mandler. Især kombinationen af paranødder og valnødder, blev jeg ret glad for. Dag 7, dvs. den første af “semi-vegetardagene”, havde jeg travlt på arbejde og nåede først at få frokost ved 14-tiden, men på trods af det, følte jeg mig ikke specielt sulten eller “sukkerkold”, som jeg ville have gjort inden “Den Store Nytårskur”.

Frokost og aftensmad bestod af grøntsager, rodfrugter og protein fra fisk og vegetabilske kilder (bønner, linser, bladgrønt, spirer og tofu). Jeg spiste en del laks og særligt stegt hellefisk krydret med hvidløg og ingefær – mums :-) Tilbehøret var blandt andet ovnbagte rodfrugter, wokkede grøntsager, humus, salat – især salater med grøntkål.

Grøntkålssalat med valnødder og granatæbler:

Grøntkålssalat med valnødder og granatæbler

Grøntkålssalat med valnødder og granatæbler

Skyllet og snittet grøntkål blandes med kernerne fra et granatæble og hakkede valnødder. Saften af en halv lime og olivenolie hældes over. Det hele blandes og vupti har du en lækker og virkelig sund salat. Kan bruges som tilbehør til alle retter.

Laksen på billedet er krydret med chili, hvidløg og ingefær. Alle krydderier, der sætter gang i forbrændingen og derved også udrensningen. Jeg kunne tydeligt mærke, at udrensningen fortsatte på fuldt tryk i løbet af de fem “semi-vegetardage”. Når jeg var til træning, oplevede jeg at svede, som aldrig før og jeg fortsatte også med at skulle på toilettet flere gange om dagen, men energien var i top. Superskønt :-)