PureGreen Blog

Træforme – flere erfaringer

Nu er det efterhånden et stykke tid siden vi startede med at bruge træforme, og der er blevet bagt en del brød i dem siden. Dejlige brød, uden undtagelser. Jeg vil lige fortælle lidt om erfaringerne indtil videre, og bl.a. komme ind på smøringen, som vi er blevet spurgt om. Lad mig sige med det samme, det er ikke besværligt.

Nye træforme – nye tider

kamutbrød-træform

Kamutbrød i træform, lige ud af ovnen!

Nu har vi jo allesammen læst Claus Meyers bagebog “Meyers Bageri”, og særligt alt det gode der står om træforme og bagning i dem. Men er vi så klædt helt på til at bage i træforme – og hvad nu hvis vi slet ikke har læst den? Min egen erfaring, efter at have læst bogen og prøvet en del opskrifter i træforme, er at Meyer må bruge nogle andre træforme end jeg (altså dem fra Aurion) eller en ovn der bager brødet hurtigere! Jeg bagte f.eks. et kamut-brød som burde have haft en 35-40 min ved 200 grader iflg. Meyer, men det blev noget klægt i midten. Bestemt godt omkring endeskiverne, men en 5-10 minutter mere i ovnen havde gjort underværker. Min erfaring må være: Hold godt øje med dit brød, og husk – særligt når det er formbrød – at ovnen gør gode ting for smagen. Hvis du vil være sikker, så brug et stegetermometer, og sigt efter 98-100 grader i centrum af brødet.

Smøring af træforme

Brød ud af træform

Det er nemt at få brødet ud af træformen. Måske skal det lige løsnes lidt i siderne.

Det lyder som et meget let råd at give, og det er det egentlig også, men formene skal smøres efter behov! Indtil videre har jeg gjort følgende, og det har fungeret fint:

  • Jeg har givet formene den helt store tur med olie i plasticpose fra starten
  • Jeg har smurt indersiderne med olie før hver bagning.

Når et brød så er færdigt, så falder det jo ikke ud af sig selv som når det er bagt i en slip-let-form, men det er let at løsne det rundt langs siderne med en paletkniv, og i bunden er der jo (modsat “rigtige” forme) ingen problemer, for det er jo den bagepapir-belagte bageplade der ligger dér.

Nogen skriver at de giver brødet en lille ekstra-tur i ovnen efter at det er kommet ud af formene, men det har jeg nu ikke haft brug for. Jeg tror også på at den aroma som bøgetræsformene giver brødet er gavnlig (det dufter i hvert fald godt, og anderledes end ved bagning i almindelige forme), så jo længere tid i formene jo bedre!

Det næste afsnit burde så handle om at bruge stål-lågene, men her må jeg blankt erkende, at dér er jeg ikke nået til endnu. Det skyldes temmelig sikkert at jeg ikke har bagt rubgrød i formene endnu. Det må jeg snart prøve!

kamutbrød og træform

Et dejligt nybagt kamut-brød, og formen det blev bagt i