PureGreen Blog

Hov? Er vi first-movers?

Billede af en kaffetragt

Det nyeste, hippeste: Kaffetragten!

Det er lige gået op for mig i dag, at vi er “first-movers”. Og vi har faktisk været det i over 10 år – men så kan det selvfølgelig godt være det ikke gælder længere. Jeg læste ovre på Berlingske, at filterkaffe er ved at blive det mest trendy man kan forestille sig. Og helt eksotisk og perfekt bliver det hvis man laver det på den gammeldags “pour-over” facon med filtertragt og kedel – “præcis som vores forældre og bedsteforældre gjorde det”, som der står. Og her har man gået og ærgret sig over at der ikke var råd til en fancy espresso-maskine som kunne have stået og skinnet på køkkenbordet. Men helt uden grund. Vores efterhånden mere brune end hvide filtertragt som vi sætter oven i termokanden når vi laver “pour-over”-kaffe (ja, vi må jo hellere bruge de rigtige udtryk) er noget af det mest trendy vi har i køkkenet, åbenbart. Sådan.

Opskrift på en god kop kaffe

Men da det åbenbart er en stor nyhed at filterkaffe smager godt, og at det er godt at springe kaffemaskine-leddet over og bruge kaffe, vand og filter direkte, vil jeg hermed bringe min opskrift på god “pour-over” kaffe. Det er jo et emne der skal afmystificeres, fremgår det af artiklen, så det føler jeg mig forpligtet til at medvirke til!

Mørk Columbia fra JustCoffee

En af mine absolutte favoritter: Mørk Columbia

Vigtigste faktor er selvfølgelig bønnerne. Jo mere frisk-ristede og frisk-kværnede de er, jo bedre. Kaffen mister aroma rigtig hurtigt, specielt efter maling. PureGreens kaffer fra JustCoffee er alle ristet kort tid inden salg, og hvis du kværner den selv lige inden du skal bruge den, så bliver det ikke meget bedre. Hvis du skal have bønnerne liggende længe, f.eks. fordi du kun drikker lidt kaffe, så opbevar dem i fryseren.

Kaffebønner

Bønner klar til kværnen. Her er det “Ravnsort” fra JustCoffee. “French Roast”, en meget mørk ristning, det er derfor olien er trukket ud på ydersiden af bønnerne.

Nå, kaffen kværnes fint når det er til filter, i filteret med den, og i mellemtiden har du haft vand til at koge i el-kedlen. Når det har kogt lader du det lige stå et øjeblik – den ideelle bryggetemperatur er 96 grader, så spilkogende vand duer ikke. Gennemvæd bønnerne i filtret, og lad det stå i 3 min. Nu kan bønnerne blive rigtig gennemblødt, så smagen lettere trækkes ud. Når de 3 min er gået hældes vand på løbende (kog det lige op til de 96 grader igen). Doseringen er 6-7g pr. kop á 1,5dl. Jeg kan godt lide en lidt stærk kop kaffe, så det gode runde tal 50g til en kande på lidt over en liter passer fint.

Det er fristende at kaste sig over kaffen og slubre den i sig med det samme, men man får lidt mere ud af smagen ved lige at vente et par minutter så den kommer ned på en 70-80 grader.

Kaffe-grej

Det er meget begrænset hvor meget forskel der er på el-kedler – de fleste kan få vand til at koge, det er mest et spørgsmål om hvor lang tid det tager. Så mon ikke du har én der kan bruges. En filtertragt koster vel omkring en 20’er i et velassorteret supermarked eller lidt mere hos en isenkræmmer. Der, hvor det bliver sjovt (for os der synes grej er fedt) er når vi kommer til kværnen. Her kan det godt betale sig at ofre lidt. Billige “kværne” er nærmest små blendere, og det er meget svært at styre formalingsgraden på dem. Enten er der en masse grove stykker tilbage når man er færdig, eller også er det fine blevet alt for fint. En rigtig kværn derimod kan styre det rimeligt, så man får den formalingsgrad man skal bruge (det kunne jo også være man skulle brygge på stempelkande på et tidspunkt, og derfor skulle bruge lidt grovere kaffe). Kig rundt på nettet. Vi har en Krups GVX24 kværn til under en plovmand, som vi er glade for.

Man kan også købe en kaffemølle, det betyder at den har et håndtag som man selv skal dreje rundt på. Hvis du har meget tid til din rådighed, og samtidig er et meget tålmodigt menneske der holder meget af fortidens dyder, så er det nok lige noget for dig. Jeg har prøvet. En gang.

Jeg vil snart fortælle om mine erfaringer med de kaffer, jeg nævnte før – jeg har haft fornøjelsen af at have en prøvepose – 7 forskellige gode kaffer – med ud til mine kaffe-elskende kolleger, til stor nydelse og underholdning for alle. Resultater af kaffe-testen følger.