PureGreen Blog

Argan-olie – et overblik

argan træ

Argan-træet, der bliver flere hundrede år gammelt, og kun vokser og giver frugt i Marokko

Siden vi sidst skrev om argan-olie, er dens popularitet steget og steget – og det er omtalen i medierne og rundt omkring på diverse online-fora også. Der er kommet nye facts og erfaringer frem, og erfaringerne er vokset frem rundt omkring. I denne artikel vil jeg prøve at komme lidt ind på hvad argan-olien kan bruges til, og lidt om hvordan man bruger den.

Bemærk, at denne artikel koncenterer sig om argan-olien som “udvortes” produkt. Argan olie kan også bruges som en meget lækker olie til madlavning, men det er en hel anden historie, som jeg vil skrive en anden gang. De produkter man køber, også hos PureGreen, er målrettet mod den ene eller den anden brug, men hvis olien ellers er ren kan man i princippet godt bruge “kosmetisk” olie til madlavning. Det omvendte er knapt så simpelt, da olien til madlavning ofte ikke er så grundigt filtreret. Det, at der er lidt fine rester af argan-mandlen i olien er glimrende for smagen, men ikke så godt for mange hudtyper. Så det sikreste er naturligvis at bruge en olie der er fremstillet til formålet. Olie til madlavning er forresten presset af ristede argan-mandler aht smagen, mens olien til kosmetisk brug er presset af rå mandler.

Den helt korte intro til argan-olie

argan olie kerner

Argan-træets kerner, der minder om mandler, med en hård skal og frugtkød omkring.

Argan-olie fremstilles ved presning af kernen fra Argan-træet, som kun (næsten) vokser i Marokko. Dvs. det vokser også i Mexico, men der bærer det ikke frugt, og derfor er det ikke så relevant i forhold til argan-olie. Kernen minder om en mandel, og ved fremstilling af olie til mad, ristes kernen før presning, og ved fremstilling af olie til kosmetisk brug presses den “rå”. Træet har som art eksisteret i millioner år, og de enkelte træer bliver også meget gamle, gerne 2-300 år. Befolkningen i Marokko har brugt kernerne og olien i rigtig mange år, og det er først inden for de seneste år at den er blevet så populær i resten af verden. Marokkanerne bruger den både til madlavning, og til hud- og hårpleje. Og det er Marokkanernes gode resultater der efterhånden er blevet kendt i hele verden, og har medført en eksplosiv efterspørgsel efter “det marokkanske guld”.

Argan-olie til generel pleje af hud og hår

Hudpleje

Argan-olie er ekstremt gavnlig for huden, på grund af det høje indhold af essentielle fedtsyrer og vitaminer. Huden har simpelthen godt af et tilskud af disse ting. Derfor kan argan-olien selvfølgelig også bruges i mange sammenhænge – til den daglige pleje, til pleje af problematisk hud, f.eks. tør og sprækket hud. Mange beskriver ligefrem at olien har anti-aging-egenskaber, så den forebygger tørhed og rynkedannelse. Man kan vælge at bruge den på særligt “trængende” områder, eller i stedet for bodylotion – påfør den gerne efter bad, og giv den tid til at blive absorberet af huden. Man skal ikke vaske sig eller bade igen bagefter – olien trænger ind i huden og fedter ikke, med mindre man kommer til at bruge alt for meget. Start forsigtigt ud, til du lærer hvor meget der skal til.

Hårpleje

argan olie john masters

Eksempel på kosmetisk argan-olie, her fra den meget ambitiøse og anerkendte producent John Masters Organics

På samme måde som huden, har håret gavn af essentielle fedtsyrer og vitaminer – håret er særligt glad for det høje indhold af E-vitamin. Olien plejer både håret og hovedbunden, og som man let kan forestille sig modvirker olien tørt og spaltet hår, samt knækkede hårstrå. Håret kommer til at virke stærkere da hårstrående bliver mere eftergivende. Hårbunden bliver også sundere – ikke mindst er arganolien effektiv mod skæl efter kort tids anvendelse. Brug af argan-olie til hårpleje er en smule omstændigt, da olien skal masseres ind i håret og hovedbunden, et lille område ad gangen – men resultatet er værd at arbejde for. Som med hudpleje er det godt at behandle håret efter bad, mens det endnu er fugtigt. Olien skal have tid til at trænge ind i håret, og det kan derfor være en fordel at behandle det om aftenen inden sengetid, og sove med olien i håret. En god ide vil være et håndklæde på puden for at undgå olie på puden. Næste morgen kan håret vaskes som normalt.

Neglepleje

Pleje af neglene kan have til formål at gøre neglene stærkere, smukkere (mere glansfulde) eller en kombination. Hvis neglene ofte knækker eller flækker, eller bare er kedeligt matte, er det et nemt forsøg at give dem en kærlig behandling med argan-olie. Det gælder selvfølgelig både finger- og tånegle. Arganolien kan påføres med en vatpind, og “pensles” på som neglelak. Den skal have 5 eller gerne 10 minutter til at trænge ind, og hvis man kan vente endnu længere med evt. at vaske hænder er det fint. Hvis man gør det en gang om dagen (eller næsten) i en uges tid skulle der gerne være synlige resultater herefter.

Argan-olie til specielle problemer

Akne/bumser

Det lyder lidt spøjst, at bumser, som man jo forbinder med fedtet hud, skulle kunne modvirkes ved at tilføre huden olie – men det er ikke desto mindre tilfældet. Bumser skyldes som bekendt forhøjet produktion af naturligt fedt i huden. Når huden samtidig ikke har det helt optimalt sundshedsmæssigt, virker dette overskydende fedt som grobund for bakterier, og samtidig er porerne små og ufleksible og stopper let til. Så er det vi har balladen, og en bums er på vej. Når huden, som nævnt ovenfor, tilføres essentielle fedtsyrer og vitaminer og dermed bliver sund, bliver porerne også mere åbne og fleksible, og risikoen for at de stopper til formindskes. Samtidig har argan-olien anti-inflammatoriske egenskaber – dvs. den virker aktivt mod betændelsestilstande – så bakteriernes “projekt” med at skabe betændelse modarbejdes. Effekten mod bumser er mest udtalt ved let til moderat akne – svære tilfælde skal man konsultere en læge omkring før man vælger en strategi – nogle typer svær akne kræver “tungere skyts”, dvs. egentlig medicinering.

Psoriasis

Argan olie til madlavning

Selvom artiklen ikke handler om argan-olie til madlavning, er her alligevel et eksempel på sådan en!

Lad os slå fast med det samme, at psoriasis findes i mange varianter, og man kan ikke sige noget helt generelt om argan-oliens virkning på psoriasis-problemer helt generelt. Men når det så er sagt, så er der mange type psoriasis, hvor behandling med arganolie har en gavnlig effekt. I nogle tilfælde kan generne næsten helt udryddes. Da psoriasis jo handler om tør hud og eksem, giver det god mening at tilførsel af essentielle fedtsyrer og vitaminer kan virke lindrende. Man bør tale med sin læge om hvorvidt behandling med argan-olie er en god ide i forhold til lige præcis den type psoriasis man lider af – men chancen for at man kan få en gavnlig virkning af olien er stor!

Strækmærker

Behandling af strækmærker sker på to fronter: Dels en forebyggende behandling, som gør huden mere elastisk så den ikke tager så meget skade af strækpåvirkningen ved f.eks. en graviditet – dels en lindrende behandling, som gør allerede opståede strækmærker mindre synlige. Begge behandlingerne sker sådan set på samme måde (se afsnittet ovenover omkring hudpleje), og tricket ved den forebyggende behandling er – ja, at udføre den i god tid! Når det drejer sig om graviditet, anbefales det at starte den forebyggende behandling på alle udsatte områder i starten af graviditeten, gerne allerede et par måneder henne, så huden i god til er blevet sund og elastisk til den skal til at modstå en stræk-påvirkning senere hen. Behandlingen af allerede opståede strækmærker udføres efter behov – det er vigtigt at massere olien godt ind i huden, der jo godt kan være lidt ujævn i de berørte områder.