PureGreen Blog

Lækker grød med Quinoa

Forleden morgen da jeg skulle hente en ny pose havregryn ude i spisekammer-skabet, tog jeg den første den bedste der lignede havregryn, men så kastede jeg et blik på etiketten og så at det var Quinoa-flager fra Biogan, og ikke havregryn. Ved nærmere eftersyn kunne jeg også godt se at grynene var lidt mindre og lidt lysere end havregryn. Det viste sig at være en pose, som fruen havde fået hjem for at tage billeder af den – men da billederne nu var taget, var det da bare om at få prøvet de her quinoa-flager. Det skulle jo være så sundt, og smækfyldt med proteiner.

quinoa og havregryn og hasselnødder

Ingredienserne til grøden – 1dl. quinoa-flager, 1dl. havregryn, 10 hakkede hasselnødder, og så 2½dl vand og lidt salt.

Jeg var lige kommet hjem fra løbetur og var stadig lidt hyperaktiv, og samtidig følte jeg mig enormt sund, så jeg fik straks lyst til at lave grød. Måske også fordi jeg ikke havde fået andet end en kvart banan siden jeg stod op et par timer forinden. Min erfaring indenfor grød er begrænset, så jeg valgte at spille sikkert og lave en ikke alt for avanceret grød. 1 dl. havregryn, 1 dl. quinoaflager, 2½ dl vand, et “knips” salt – og så 10 finthakkede hasselnøddekerner (sådan nogle store lækre saftige økologiske nogen, også fra Biogan).

Det hele smides i en kasserolle og koges i ca. 5 minutter, hvorefter det hviler i endnu 5 eller 10 minutter. Hvis man som jeg ikke er helt skarp på mængderne af gryn og vand kan man løbende justere lidt – grøden bliver tykkere og tykkere hen ad vejen, også efter de første 5 min. Det er lettere at hælde lidt ekstra vand i, end at hælde ekstra gryn i og vente på at de koger ud, så start hellere med lidt for lidt vand, end lidt for meget.

quinoa-grød med hasselnødder

Den færdige grød, her pyntet med lidt ekstra hakkede hasselnødder. Man kan forøvrigt fint bruge mandler i stedet for hasselnødder, også i grøden.

Det blev en rigtig dejlig grød – selvfølgelig minder den meget om havregrød, men quinoaens karakteristiske (men slet ikke dominerende) smag, og hasselnødderne, giver et rigtig godt resultat. Server efter smag med mælk, smørklat, sukker, kanel, eller hvad du nu har lyst til. Jeg synes at mælk (og ekstra hasselnødde-drys) var helt fint.

Senere lavede jeg en større portion, den faldt også i familiens smag, men der blev alligevel lidt til overs. Det blev til klatkager, som det ses på billedet. Grødresten, vel ca. 3-4 dl. blev blandet med 4 æg, en smule mælk og et par skefulde mel (og en lille smule salt), og stegt som pandekager. De var OGSÅ rigtig gode.

Efterfølgende har jeg prøvet at komme quinoa-flager ovenpå mine almindelige havregryn med mælk. Det fungerer også fint, og smagen er god, igen uden at være påtrængende. Her er det måske kun 1/4 eller mindre, der er quinoa, da det ellers bliver for “finkornet” at spise.

quinoa-klatkager

Klatkager af en rest quinoa-grød. Lækre og sunde (lidt afhængig af hvor meget sukker og syltetøj man kommer på, selvfølgelig!)

Så alt i alt en række gode erfaringer med “quinoa brugt til andet end aftensmad”. Prøv det. Og fortæl os gerne om dine erfaringer og quinoa-tips i kommentarerne herunder!