PureGreen Blog

Dejlig decembersalat

Jeg lavede bare en lille skål af denne salat som et eksperiment i går, d. 14. december, men fik “bestilling” på en ordentlig skål i dag – det tager jeg som et udtryk for at den var god, og tøver ikke med at bringe opskriften her. Opskriften svarer til min oprindelige lille portion (en skål på vel ca. 1/2-3/4 liter), men du skal nok overveje om det er nok, og så gange op.

Dejlig  december-salat

Den dejlige december-salat med rødkål, dadler, mandler og andet godt

  • Fyld skålen halvt op med fintsnittet, skyllet rødkål – brug din skarpeste kniv og skær så tyndt du overhovedet kan.
  • Fyld yderligere 1/4 op med fintsnittet, skyllet grøn salat, f.eks. hjertesalat.
  • Tag en håndfuld dadler uden sten, hak dem groft og hæld dem ned til salaten
  • Tag en håndfuld mandler, rist dem evt., hak dem groft og hæld dem ned til resten.
  • Klem saften af 1/2 limefrugt ud over – brug evt. appelsinsaft for at gøre det mere juleagtigt
  • Hæld lidt god olivenolie over, og bland salaten let.

Hvis man er mere til den markante smag af valnødder, eller skal servere den til vildt, kan man skifte mandlerne ud med valnødder. En lille håndfuld rosiner kan man også vælge at komme i – evt. i stedet for dadlerne, hvis man ikke har nogen, men giv lige dadlerne en chance, de gør det rigtig godt i denne salat.

Det er såmænd det! Velbekomme.