PureGreen Blog

Quinoa – hvad er det nu lige det er?

Quinoa kort

Quinoa er en meget almindelig plante – ikke lige i Danmark, men i Andesbjergene, Sydamerika, særligt Peru og Bolivia. De gamle Inkaer betragtede quinoa’en som hellig, og dens sundhedsfremmende egenskaber bliver fremhævet i mange sammenhænge. Indtil Spanierne kom og indtog Andes-området var quinoa en af de allermest udbredte fødevarer på de kanter. Det er en meterhøj plante med grønne blade og lilla, krusede blomster, hvori de super-sunde frø befinder sig. Bladene er også spiselige, men af praktiske årsager er det frøene, vi interesserer os for heromme på den anden side af kloden.

Anvendelse af quinoa

Quinoa kan bruges på samme måde som f.eks. ris, bulgur eller couscous – konsistensmæssigt minder det dog mest om couscous, da frøene er ganske små. Quinoa koges i ca. 10 minutter, og det er som med ris og bulgur vigtigt at skylle quinoaen godt først. Quinoa er meget rig på protein, fra 7% og helt op til 22%. Ydermere er protein-indholdet sammensat af næsten alle de essentielle aminosyrer, så kroppen får tilføjet masser af de aminosyrer, den ikke kan danne selv, i store mængder. Det gør den også oplagt som proteinkilde for vegetarer.

Opskrift med quinoa

Quinoa kan bruges på rigtig mange måder, men en nem måde at stifte bekendtskab med den på er sådan en lille panderet her. Quinoaen koges i de omtalte 10 min og damper lidt af, i mellemtiden steges grøntsagerne kort, hvorefter quinoaen blandes i og steger med lidt under omrøring. Til sidst kan man blande rejer i hvis man har lyst – men som ren vegetarret fungerer det også fint. Man kan evt. søde det lidt med ahornsirup og smage yderligere til med soya.

Til 4 personer:

  • 4 dl quinoa, kogt i 8 dl vand.
  • Ca. 1/4 broccoli, delt i mindre “buske”
  • 3 hakkede forårsløg
  • 3 hakkede fed hvidløg
  • 1 ds. kidney-bønner
  • 1 skefuld revet ingefær
  • 2 skefulde god olivenolie
  • 2-400 g rejer efter behag.
  • Ahornsirup, salt, chilipulver og evt. soya til tilsmagning.

Velbekomme.

 

Tagged on: , , ,