PureGreen Blog

Pizza med ansjos – bæredygtig!

Som jeg tidligere har været inde på i dette forum, så har jeg bagt mange pizzaer. Hvad jer derimod ikke kan prale med er at jeg har bagt mange forskellige pizzaer. Børn i den “selektivt spisende” alder har gjort at pizzaerne har været rimelig traditionelle, og ens fra gang til gang, så det helt store kulinariske chok er det aldrig blevet til. Nu skete der så det, at to af de selektivt spisende børn (på 11 og 13) tog på campingtur med deres mormor og morfar, så vi voksne var efterladt med lillesøster på 5 og ellers frie hænder.

pizza med bæredygtig ansjos

Pizzaen med den bæredygtigt fangede ansjos til venstre, en neutral oksekøds-variant i midten, og en ekstrem børnevenlig variant til højre.

Lillesøster nyder en simpel pizza med oksekød, ost og evt. salami. Så en del af pizza-arealet var afsat til denne lidet spændende kombination. Det er den del vi ser til højre. Resten kunne vi så slå os løs på.

Ansjoser og Skildpadder

De før omtalte drenge har tidligere være yngre (!) og da de for nogle år siden ofte så Teenage Mutant Ninja Turtles, kunne de til enhver tid fortælle, at en pizza (i hvert fald i teorien) indeholdt ansjoser. Dette koncept måtte afprøves. Et hurtigt check på google viste at der faktisk var andre der benyttede dette koncept. Skægt nok havde Helle lige fået nogle dåser af forskellige bæredygtigt fanget fisk hjem, og en af dem var sandelig ansjoser. Til arbejdet!

Kombi-pizza med okse og ansjos

Nu har man jo igennem tiden lavet mange pizzaer med forskellige special-afsnit til løg-hadere, tomat-fornægtere, oste-fravælgere og andet godtfolk. Så at lave en pizza med et børnevenligt  okse/ost/oregano afsnit, et voksen-eventyrlystigt afsnit med ansjos, grillede tomater og squash + løg og mozarella, + et voksen-det-blev-alligevel-for-meget afsnit med oksekød og de førnævnte grøntsager og mozarella. Se billede. Bunden var i dagens anledning en spelt-bund – det var helt ærligt fordi det var 28 grader varmt og det var den 5kg’s pose der stod først for i skabet. En ølandshvede-bund havde krævet at jeg flyttede spelten, og en halv pose kamut, og det var der ikke overskud til. Nå, til resultatet.

pizza med bæredygtig ansjos

En ansjos der gemmer sig under lidt andet fyld.

Hvordan smager pizza med ansjos?

Det smager meget af ansjos. Fruen og jeg var enige om at første bid var meget overvældende mht. ansjos. Hurtigt indstillede man sig dog på smagen af den spøjse salte fisk, og så blev det helt delikat. Man skal lige huske, når man tilbereder resten af fyldet, ikke at salte det for meget. Jeg salter normalt gerne tomat og squash (og andre grøntssager til pizza) rigeligt, for at pizzaen ikke bliver kedelig. Men med ansjos på banen er det bare om at få noget modspil til den salte fisk. Det husker vi næste gang. For der bliver en næste gang.

P.S. Der findes forøvrigt (surprise!) mange gode opskrifter med ansjos på pizza på nettet. Kig rundt.