PureGreen Blog

Beluga-linser i tortilla’en

Der findes godt nok mange slags linser og bønner og sådan noget. Og de kan bruges til rigtig mange ting, og er enormt sunde. En af mine favoritter er et ret nyt bekendtskab, nemlig beluga-linser. Smagen betegnes som nøddeagtig, men jeg synes at det bedste ved dem er en nærmest peber-agtig smag, som er rigtig lækker. De koger ikke så nemt ud, så de er faste at bide i og ikke melede. Og så kan man jo lave nogle flotte ting med dem, pga. den sorte farve. Lad os starte med et billede, så kan opskriften vente til bagefter.

tortilla med beluga-linser

Tortillapandekage med kylling, ris, belugalinser, grøntsager og lidt revet ost. Sundt og rigtig lækkert.

Opskrift, tortilla med beluga-linser

Man koger et par deciliter ris, gerne nogle runde, bløde nogle, efter anvisningen. Man koger samtidig sine beluga-linser – de skal skylles først, og så koge i ca. 20 min. Salt tilsættes når de er kogt næsten færdige. Imens kan man tilberede kød og grøntsager:

Kyllingebrystfilet (inder-, eller hele) skæres i små tern og steges med hvidløg, chili, paprika, salt og peber. Grøntsager, f.eks. gulerødder skåret tyndt på langs, fintsnittet spidskål, forårsløg i tynde skiver og hakkede løg, steges tilpas kort tid til at de stadig har “bid”.

Til sidst varmer man tortillapandekagerne let, og river lidt af sin yndlingsost, og så er der serveret. Tortilla’en rulles eller foldes om fyldet efter temperament, og man kan evt. forinden smage den til med lidt soya, eller sågar lidt chilisovs hvis man er til det. Og husk lige at nyde synet af de flotte beluga-linser inden du pakker dem ind!

Velbekomme!