PureGreen Blog

Konfekt og Brændte mandler.

Konfekt og Brændte mandler

Konfekt og Brændte mandler

Konfekt og Brændte mandler

D. 23. december og sneen vælter ned – lige en dag til at få lavet lidt konfekt til den søde tand. Vi skal holde jul herhjemme og i dag er træet blevet pyntet og der er kogt risengrød til ris a´la manden. Børnene har været ude og lege i sneen og har bygget en stor snehule. Det er spændende om, der er sne tilbage i morgen, så vi får en hvid jul. Vi får besøg af mine forældre og min ene søster og hendes børn og lidt konfekt skal der til.

Brændte mandler:

Supernemt at lave og smager så godt. Jeg valgte at fordoble mængden af mandler i forhold til den oprindelig opskrift, da jeg ikke synes mandlerne behøver at være helt dækket af et tykt lag sukker. Det vigtigste er den brændte lidt søde smag og den kommer fint frem med mindre sukker.

200 g mandler

Brændte mandler

Brændte mandler

100 g rørsukker

2 spsk. vand

Alle ingredienserne kommes på en pande og varmes op, mens du rører i det, til sukkeret er tørt og gråbrunt. Rør hele tiden indtil sukkeret igen er smeltet i et blankt lysebrunt lag og mandlerne begynder at slå smæld. Hæld mandlerne ud på bagepapir og skil dem ad (husk de er meget varme). Opbevar dem i en tætsluttende beholder.

 

Dadler med mandler og chokoladeovertræk.

Såre simpelt – og virkelig lækkert.

Tag en daddel uden sten og put en mandel i – overtræk med chokolade.

 

Marcipan med chokoladeovertræk og kandiseret ingefær.

Tril en pølse af marcipan og skær den ud i stykker på 2-3 cm. Overtræk marcipanen med chokolade og tryk en kandiseret ingefærstang i.

 

Daddelkugler med kokos og chokoladeovertræk.

Virkelig lækker sund konfekt, som jeg i anledning af julen valgte at overtrække med chokolade.

Daddelkugler med kokosmel og chokoladeovertræk

Daddelkugler med kokosmel og chokoladeovertræk

 

100 g dadler uden sten

1 spsk. kokosolie

15 g kokosmel

1 knsp. vanillepulver

overtrækschokolade

 

Hvis du har en blender, der kan klare det, kan du køre alle ingredienserne sammen i den, men det kræver motorkraft, der er mange, der har brændt en blender af på den konto.

Jeg hakker dadlerne meget fint med en meget skarp kniv og ælter de finthakkede dadler og øvrige ingredienser sammen til en ensartet masse. Triller kugler og overtrækker dem med chokolade. Man kan også undlade chokoladen og trille kuglerne i kokosmel eller kakaopulver.