PureGreen Blog

Kokosmakroner

For et par uger siden landede Magasinet Liv i min postkasse. En af de lækre opskrifter i bladet var kokosmakroner med mandler og ingefær.  Da jeg så den, var jeg ikke i tvivl – de skulle prøves!! Bladet har ligget opslået på opskriften lige siden og i dag skulle det så være. Jeg har ikke smagt endnu, men umm de ser lækre ud. Jeg har lavet en lille tilføjelse til den oprindelige opskrift og har dyppet mine kokosmakroner i smeltet mørk chokolade, så bunden er dækket af et lækkert lag mørk chokolade. Glæder mig til kop eftermiddagskaffe og en kokosmakron :-)

 

Kokosmakroner med mandler og ingefær.

Kokosmakroner med mandler, ingefær og mørk chokolade

Kokosmakroner med mandler, ingefær og mørk chokolade

18 stk

4 æggehvider

75 g fint rørsukker

1 stort nip salt

1/4 tsk eddike

4 tsk frisk revet ingefær

50 g mandler

200 g kokosmel

30 g hvedemel

50 g mørk chokolade

 

Æggehviderne piskes med sukker, salt og eddike til de er helt stive. Den skrællede og fintrevne ingefær røres i. Mandler, kokosmel og hvedemel blandes sammen og blandes forsigtigt i hviderne med en dejskraber. Form kokosmakronerne til en top på en bageplade med bagepapir. Brug to spiseskeer eller fingrene. Det er nemmest, hvis skeerne eller fingrene er lidt våde. Bag kokosmakronerne ved 170 gr. (ikke varmluft). Bag dem i ca. 22 min – hold godt øje med dem, de bliver hurtigt for mørke.

Når kokosmakronerne har kølet lidt, dryppes de i smeltet chokolade, så bunden bliver dækket af chokolade.

 

Velbekomme :-)