PureGreen Blog

Koldhævede boller med emmer og tørrede tranebær

Bollerne her var et eksperiment, for at se hvordan emmer-melet kunne bruges. Eksperimentet faldt så heldigt ud, at jeg vil dele opskriften med jer. Det, at der er tale om koldhævede boller, skyldes ene og alene at jeg først fik lyst til at bage lidt hen på aftenen, så jeg havde ikke tid til at vente på at dejen hævede færdigt samme aften.

Opskriften

Emmer-boller og emmer-mel

De færdige emmer-boller med emmer-melet i baggrunden.

½ liter koldt vand

ca. 10g gær

en sjat rapsolie

1 spsk salt

1 spsk ahornsirup

1 håndfuld hakkede hasselnødder

1 håndfuld hakkede tørrede tranebær

1 lille håndfuld hele græskarkerner

ca. 400g emmermel (f.eks. fra Aurion)

ca. 300g ølandshvedemel (f.eks. fra Aurion)

Fremgangsmåden

emmer-boller

De lækre boller er meget saftige – den første blev “hapset” uden smør eller noget.

Fremgangsmåden er helt standard: Gær røres ud i vand, de øvrige ting tilsættes efter tur. Emmer og Ølandshvede tilsættes lidt ad gangen – dejen skal stadig være lidt våd og klistret når den er færdig. 16 eller 20 boller sættes på bagepapir på en plade med en ske (dyp den i vand for hver bolle), pladen dækkes med husholdningsfilm, eller evt. bare et viskestykke. Pladen sættes i køleskabet en 8-10 timer (eller hvor længe man nu sover :-) ). Næste dag sættes bollerne i en kold ovn, der tændes på 210 grader, pensles med olie og bages i ca. 25 min. Hold lidt øje med dem, og se hvornår de får farve, for bagetiden kommer en del an på hvor lang tid ovnen er om at varme op.

Alternativ metode

Jeg bagte godt nok mine på en lidt anden måde, igen som et eksperiment: Jeg forsøgte at “vække” gæren, inden bollerne kom ind i de 210 g, for at få bollerne mere luftige. Det gjorde jeg ved først at sætte ovnen på max. 40 grader varmluft, og sætte bollerne ind i et kvarters tid. Så tog jeg dem ud, satte ovnen på normal varme, 210 grader, og penslede bollerne med olie mens ovnen varmede op. Bollerne kom så ind i en 210 grader varm ovn, bagte i 16 min, og hævede rigtig fint. Jeg tør godt anbefale den metode, selvom den er lidt mere omstændig end blot at sætte pladen i en kold ovn.

Velbekomme!